Kære alle
Velkommen til Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet. Organisationsdiagrammet er tegnet, pladserne er besat. Endelig er vi samlet som et fælles ministerium – det er længe ventet. Hold op, jeg glæder mig til, at vi nu for alvor kan komme i gang, og til det summer med flere gode folk over kaffemaskinerne.
Vi har store opgaver foran os. Vi skal sætte kursen for fremtidens digitale Danmark, og vi skal fremme ligestillingen.
Enkelt, ordentligt og sammen bliver de værdier, der sætter retning og ramme for vores arbejde. De bliver vores pejlemærker i hverdagen i stort og småt: Fra store strategiske beslutninger til det daglige arbejde. Fra måden, vi leder på, til vores fælles fysiske og personalepolitiske rammer. De afspejler samtidig, hvilken arbejdsplads vi vil være, og hvordan, jeg håber, vi vil møde vores omverden. Jeg tror på, de er til at huske, og at I vil bruge dem aktivt til at trykprøve jeres løsninger. Læs mere om de tre værdier her.
Vi er et lille ministerium, som er kendetegnet ved, at vi skal skabe løsninger sammen med andre. Vi kommer næppe til for alvor at rykke samfundet ved at isolere os med vores ellers gode idéer. Nogle vil sige, at digitalisering og ligestilling lyder som æbler og pærer. Måske, men i retning og metode er der en klar fællesnævner. Kursen er sat mod at skabe forandringer for fremtiden – og hvis vi skal lykkes, kræver det, at vi arbejder sammen. Med hinanden og med andre; ministerier, virksomheder og samfundet i bred forstand. Også uden for Danmarks grænser.
Samtidig med, at vi skal skabe forandringer uden for murene, skal vi også skabe en arbejdsplads. Et sted, hvor vi går glade på arbejde, har tillid til og respekt for hinanden og for det, vi hver især kommer med. Som ledelse vil vi gerne have jer med. Derfor håber jeg, at vi inden længe kan sammensætte et samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg, hvor både ledelse, chefer og medarbejdere deltager, så vi kan drøfte og forme den arbejdsplads, vi skaber, sammen. Kan du se dig selv i det, så tag fat i Organisationsudvikling og Jura (send en mail til hr@digmin.dk). Det kan være både som tillidsrepræsentant eller medarbejderrepræsentant.
Du kan finde nyheder, informationer og vejledninger mv. her på intranettet, som vi opdaterer i takt med, at vi får alle rammerne, koncepterne og politikkerne på plads.
Jeg håber, alle vil opleve, at I bliver taget godt imod. Der vil sikkert komme en periode, hvor vi lige skal finde alt fra kantinen og mødelokalet til hinanden. Men spørg, spørg, spørg, hvis du er i tvivl om noget.
Har du brug for mig, så er min dør åben.
Velkommen ombord i Stormgade.
Kh.
Sophus
