Kære alle
Første halvår af ministeriets levetid er på de indre linjer gået med at få vores mere formelle rammer på plads. Vi har fået etableret et samarbejdsudvalg, og vi har sat retning med værdier, mål, politikker og retningslinjer. Forhåbentlig er I også ved at føle jer godt ”hjemme” her i Stormgade. I tråd med det første resultatmål vil vi her i efteråret blandt andet fokusere på at få implementeret enkelt, ordentligt og sammen, dyrke vores egen fortælling som ministerium og som arbejdsplads og tegne fremtidens projekter. Det vil I høre mere om.
I foråret næste år vil vi lave en egentlig medarbejdertilfredshedsundersøgelse, men allerede nu vil vi gerne have indtryk af den generelle trivsel og det arbejdsmiljø, vi sammen skaber, for at kunne få øje på om der er noget, der kræver, at vi justerer. Derfor vil vi i løbet af den næste måneds tid tage temperaturen på, hvordan I synes, vi fungerer. I vil få en mail med et link til en lille række spørgsmål. Dem, håber jeg, I vil sætte et øjeblik af til at besvare.
Kollektiv bonusordning. Næppe en ide, I ikke har hørt om. Det har fyldt noget hos mig, for jeg vil gerne, at vi kan være et sted, hvor succes snarere handler om, hvad vi opnår, end hvad jeg opnår. Et sted, hvor vi tør gå nye veje for at motivere til samarbejde og sikre anerkendelse af både det direkte og indirekte resultat. Derfor vil jeg gerne, at succeser er noget, vi markerer og honorerer sammen. For mig er det ret ordentligt. Jeg har fuld forståelse for, at det er en tanke, der rykker ved det, vi kender, og jeg kan forstå, det naturligvis også er blevet drøftet på tværs af huset.
På de politiske linjer bevæger vi os ind i et handlingsmættet politisk efterår:
På digitaliseringsområdet har vi været gennem en periode, hvor stort set alle med en løstsiddende mening har haft en holdning til mobiler, skærme og kunstig intelligens. I vores lille ministerbutik kan vi næppe komme med svar på alle de udfordringer, digitaliseringen fører med sig – trods alt – men vi er lige om lidt klar til at lancere regeringens digitaliseringsstrategi. Den vil blive fulgt op af et politisk forhandlingsforløb. Samtidig fortsætter den store indsats i Europa. Læs fx Von der Leyens tale fra i går, hvor både digitalisering og ligestilling fyldte.
På ligestillingsområdet følger vi op på ministerens store dagsorden om at sætte spot på mænds sundhed og trivsel, blandt andet med udgangspunkt i den stribe af dialogmøder, ministeriet lagde hus til i forsommeren. Vi har også et par andre nye initiativer undervejs, for eksempel ’Ligestillingens Topmøde’ og den nye ’Ligestillingens Pris’ for nu at nævne et par af de tiltag, der både giver og kræver opmærksomhed.
Fra én side af politik til en lidt anden:
Det er ingen hemmelighed, at der er en tilbøjelighed i både tiden og den Slotsholmske sfære til, at arbejdspresset kan blive så stort, at det kan være svært at få det hele liv til at hænge sammen. Jeg vil virkelig gerne have, at vi har en arbejdsplads, hvor vi har det godt i og med vores arbejde. En arbejdsplads, hvor vi passer på hinanden, og hvor vi tør tale om stress. Det oplever jeg heldigvis i vid udstrækning, vi har, men vi kan selvfølgelig blive bedre. Derfor havde vi i slutningen af august inviteret stresscoach Bjarne Toftegård til at gøre os klogere, ligesom vi chefer i fredags havde et par timer med Bjarne. Jeg lærte noget nyt, og det håber jeg også, I gjorde. Jeg vil opfordre til, at I tager hans indspark med videre i hverdagen.
Kh.
Sophus
