Trivselsundersøgelsen efterlader mig med det indtryk, at vi sammen har skabt os en arbejdsplads, vi kan være stolte af

Publiceret 17-04-2024

Kære alle

I december markerede vi, at ministeriet havde levet ét år. Det var lige efter, vi tog temperaturen på trivslen første gang, og nu har vi så gennemført en større trivselsundersøgelse og APV med en svarprocent på hele 94. Tak for det.

Trivselsundersøgelsen efterlader mig samlet set med et indtryk af, at vi sammen har skabt os en arbejdsplads, vi kan være stolte af. Et gennemsnit for organisationen, der på de fleste parametre ligger over 4 (”i høj grad”), og ingen steder falder under 3 (”i nogen grad”), synes jeg helt grundlæggende viser, vi har fundet takten sammen. Endda på en arbejdsplads, der ikke har eksisteret længere, end vi har. Jeg bliver oprigtigt glad, når jeg ser, at I fx oplever, at det interne samarbejde fungerer, og at I går på arbejde med en klar oplevelse af, at vi vil hinanden det bedste – det er ikke en selvfølge. Det har vi alle sammen en aktie i. Det er en fælles fortjeneste.  

Når det er sagt, er der selvfølgelig også plads til forbedring. Trivselsmålingen viser, at vi kan blive endnu bedre til at tale om og skabe udviklingsmuligheder. Lige om lidt tager vi hul på lederudviklingssamtalerne – og efter det, fra slutningen af maj og frem til starten af juni, kan du forvente at blive inviteret til udviklingssamtale af din chef. Samtalerne vil vi holde ud fra et nyt koncept, som blandt andet inviterer til et skærpet fokus på udvikling. Det vil I høre mere om, når vi nærmer os.

I den helt alvorlige afdeling: APV’en viser, at enkelte har oplevet mobning eller krænkende adfærd. Lad mig slå det åbenlyse fast: Det hører sig ikke til på en arbejdsplads. Står du med sådan en oplevelse, kan jeg kun opfordre til at gå til nogen med det: Din chef, afdelingschef eller HR fx, ligesom du kan gå til din tillidsrepræsentant. Min dør er som altid åben. Gå derhen, hvor du føler dig mest tryg. Du kan også altid kontakte Falck Healthcare. Det samme gælder for de oplevelser, som nogle har med tilbagevendende stresssymptomer: Tal med nogen, og lad os finde ordentlige løsninger sammen.

Hvis I ikke allerede er blevet det, vil jeres kontor- og afdelingschef snart invitere til en snak om trivselsundersøgelsen.

Sidst kan jeg løfte sløret for, at I om kort tid får ”Personaledag” i kalenderen den 17. september fra klokken 12 og frem. Jeg kan sige så meget, at det bliver godt. Fortsættelse følger.

Kh.

Sophus