Nyt punkt på forelæggelsessiden i F2

Publiceret 24-01-2025

Et nyt punkt på forelæggelsessiden skal øge vores fokus på, hvordan vi i højere grad kan bidrage til at styrke ministerens politiske dagsorden og ministeriets profil.

Nyt punkt om ekstern kommunikation og synlighed

Under punktet bedes du angive:

  1. Historiefortællingen. Identificér mulige gode historier og vinkler i sagen, og hvordan denne sag kan bidrage til ministerens politiske dagsorden og styrke ministeriets profil.
  2. Interessenter/samarbejder. Hvem har, og hvem vil udtale sig positivt/kritisk om sagen. Kort sagt en vurdering af potentielle samarbejder/konflikter/positioner.
  3. Kommunikationsformat/timing. Hvordan kan sagen foldes ud over flere kommunikationsaktiviteter, f.eks. pressemeddelelse, interviews, debatindlæg eller sociale medier. Det skal ganske kort give et overblik over, hvordan budskaberne kommunikeres ud, så de får mest mulig pondus.

Punktet skal holdes kort og præcist, så det ikke udvikler sig til at blive en selvstændig sag. Hvis der er behov for at skrive længere, kan der evt. i stedet vedlægges et særskilt notat på forelæggelsen om kommunikationsovervejelserne.

Inddragelse af ordførerne

Ministeren har desuden et generelt ønske om at være så imødekommende over for sine ordførere som mulig. I pressede forhandlingsforløb eller kritiske sager kan god ordførerbetjening gøre forskellen.

Så når du laver din næste sag, vil du under punktet ”Videre proces” blive bedt om at tage stilling til, om Ministersekretariatet skal dele dokumenter fra sagen med SVM-ordførerne, den brede ordførerkreds eller Folketingets Udvalg for Digitalisering og It.

Ift. deling af materiale med ordførerne vil det særligt være relevant i sager om presseberedskaber/pressemeddelelser, notater, orienteringer, linjepapir, lovforslag, samlenotat mv.

Husk den rigtige prioritering, når du laver din sag. Det handler om at lave en god sag til ministeren. Og først herefter skal du overveje, om der skal deles dokumenter fra sagen med ministerens ordførere. Ændringen handler ikke om, at vi skal lave sager til ordførerne.

Generelt

Hvis felterne ikke er relevant ift. din konkrete sag, skal feltet udfyldes med ”-”. Det viser, at der er taget stilling til felterne. Læs evt. mere i ministerbetjeningsvejledningens kapitel 3, s. 3.

Tag fat i Ministersekretariatet, hvis du har spørgsmål.