Kære alle
Lige som man troede, at der ikke kunne blive mere stille, er her næsten blevet det. Men jeg ved også, at mens der har været stille hos mig, er der mange af jer, der siden valgudskrivelsen har gjort jeres bedste for at udnytte tiden og forberede os bedst muligt til en ny regering. Til en mulig ny situation.
Nogle har gjort sig umage for at skabe overblik over vores fagområder for en ny minister. Kortlagt og tænkt frem. Andre har arbejdet for, at vi som organisation – fra medarbejdere til økonomi - er klædt bedst muligt på til at håndtere organisatoriske forandringer, hvis de kommer. I Ministersekretariatet er vi klappet og klar til at tage imod en minister. Det meste synes at være pudset af. I det meste af huset er der formentlig journaliseret, og der er ryddet op – fra indbakker til skabe. Og så løber driften samtidig videre. Fra aktindsigter til administration.
Samtidig har jeg indtryk af, at flere også bruger tiden på at blive klogere. Sammen og hver for sig. Der er skruet op for hyppigheden af vores Indsigt-arrangementer, og Campus bliver samtidig brugt. Har du endnu ikke kastet dig over det sidste, så bare lige en påmindelse om, at der faktisk er gode muligheder.
Inden længe tager vi hul på forårets udviklingssamtaler. Du vil få en invitation fra din chef.
Konceptet vil mange genkende. Grundtanken er, at vi gerne vil hjælpe samtalerne hen, hvor de giver mest mulig mening, uanset situation og ambition. Målet er åbne og udbytterige samtaler i tråd med vores værdier og den arbejdsplads, vi gerne vil være.
Det vil først handle om trivsel, motivation og mening og med det afsæt om styrker og udviklingspotentialer inden for temaer, som du og din chef på forhånd har valgt og udvekslet. Husk at orientere dig i konceptet i god tid, og sørg for at udveksle temaer med din chef. Der er mulighed for at forventningsafstemme løn til sidst i samtalen. Det er en mulighed, ikke et krav.
Jeg har tillid til, at I hver især gør jer umage med både forberedelsen og samtalen.
Under normale omstændigheder ville udviklingssamtalerne ligge i forlængelse af en trivselsmåling. Havde vi vidst, at vi skulle vente så længe på en ny regering, havde vi nok gennemført den, og den er bestemt ikke glemt, men klar til at køre, når vi kender vores nye situation.
Jeg håber, I finder ud af at udnytte tiden. Mellemrummet. Udnytter, at hastere for langt de fleste er langt væk, og at tiden kalder på fordybelse. Før vi ved af det, er vi pludselig i højere gear igen. Og lige meget, hvor meget vi forbereder os, vil vi næppe være forberedt på alt.
Kh.
Sophus
