Kære alle
I marts gennemfører vi som sagt vores første trivselsmåling her i Digitaliseringsministeriet.
En måling, der kort fortalt skal give indsigt i, hvordan vi trives i departementet, sammen og i vores fælles rammer. Måske får vi tal på fornemmelser, måske bliver vi overraskede. Uanset, er sådan en undersøgelse det oplagte sted at starte for at få greb om, hvad vi kan gøre for at sikre jer de bedst mulige rammer og betingelser for jeres arbejde.
Vi har været samlet i lidt over et halvt år som Digitaliseringsministerium, når målingen gennemføres. Man kan diskutere, om det er lige tidligt nok. I min optik giver det dog god mening at få en indsigt på et så relativt tidligt tidspunkt; det giver os mulighed for at justere, inden vi bliver for komfortable i det eksisterende, og en eventuel uhensigtsmæssig praksis slår rødder.
På torsdag vil I modtage en mail fra Rambøll med link til målingen. Målingen lukker torsdag den 19. marts kl. 10.00.
Vi følger op på resultatet både i kontorer, afdelinger og samlet set i departementet. Resultatet på organisationsniveau drøfter vi indledningsvis i ledelsen, i chefkredsen og på SAU. Og så kommer vi til at tale om det på træffetid, hvor jeg håber, at I også vil dele jeres læsning af resultatet. Efter påske vil I sammen med jeres chefer drøfte og følge op på resultatet i jeres afdeling og kontor.
Vi ved, at en høj svarprocent er det bedste udgangspunkt for den videre opfølgning – så en kraftig opfordring herfra til, at I tager jer tid til at besvare målingen.
Jeg ser frem til at se og drøfte resultatet med jer.
Du kan læse mere om trivselsmålingen her.
Kh. Sophus
