Mere og mere falder på plads, og ferien nærmer sig

Publiceret 29-06-2023

Kære alle

Vi har fået samlet holdet i vores Samarbejds- og Arbejdsmiljøudvalg, og sammen er vi ved at få styr på departementets rammer.

Mens vores værdier enkelt, ordentligt og sammen er vores fælles afsæt i stort og småt, skal otte mål sætte retning for dét, som vi skal arbejde sammen mod at nå. Med målene vil jeg gerne skabe balance mellem på den ene side at sikre, at der er ”orden i penalhuset”, og at vi på den anden side prioriterer at løfte blikket og se muligheder, løsninger og mening. Samtidig skal vi være ambitiøse omkring den arbejdsplads og kultur, vi skaber. Det skal være rart at gå på arbejde.

Målet om arbejdstid, der handler om at skabe rammer, der gør, at vi forstyrrer hinanden mindst muligt uden for almindelig arbejdstid, er ét eksempel. Min ambition er, at det kan være et greb, der minder os om, at en enkelt chat kan skabe ringe i vandet af forstyrrelser, som måske ikke er nødvendige på et tidspunkt, hvor de fleste holder fri. Et andet eksempel er målet om fremtidsprojekter, der skal sætte to streger under, at det er en prioritet, at vi tager os tid til at hæve blikket. Få er så meget inde i de fagområder, som I hver især sidder med, og derfor er jeres perspektiv på løsninger og nye veje ikke bare værdifulde for os som departement, men for samfundet helt generelt. Det skal vi insistere på at prioritere. Betyder det ikke bare ekstra sved på panden? Nej, for i så fald må der være noget andet, vi skærer fra.

Noget af det, der af gode grunde har optaget mange, er arbejdstid. Vi har båret forskellige modeller med os ind i departementet, og det er på tide, at vi får ensartede rammer. Jeg har gransket de modeller, der har været i spil for at afveje fordele og ulemper. I sidste ende vurderer jeg, at fleksibel arbejdstid er mest meningsfuldt for et departement som vores. Fleksibel arbejdstid bygger på tillid og gensidig fleksibilitet. Du registrerer ikke andet end dit fravær, og sammen med din chef sørger du for, at din arbejdstid balancerer over tid. Fleksibel arbejdstid er ikke reguleret i en tyk håndbog, og jeg har fuld forståelse for, at dét kan virke utrygt for nogle – mens det for andre vil være en befrielse. Den næste tid vil vi fokusere på en god implementering. Jeg håber, du i sidste ende også vil opleve det som meningsfuldt. Tag fat i din chef, når du er i tvivl.

Hvis der var noget, COVID lærte os, så var det, at hjemmearbejde kan mere og andet for mange end at være en nødvendighed, når vi får leveret nyt køleskab. Vi lærte, at vi kan udrette meget fra distancen, og at det kan give fleksibilitet – og for nogle ekstra ro til fordybelse. Vi lærte samtidig at sætte pris på det fællesskab, vi skaber, når vi mødes. Det har vi forsøgt at indfange i en linje for hjemmearbejde i departementet. Grundsætningen er, at det er opgaveløsningen og opgavernes karakter, der er styrende for, hvorfra opgaverne fysisk kan udføres, men at udgangspunktet er fysisk fremmøde. Det vurderes individuelt, konkret og ad hoc, hvornår hjemmearbejde er foreneligt med opgaverne.

De seneste år har vi hørt den ene fortvivlende historie om krænkende handlinger på danske arbejdspladser efter den anden. Jeg synes, det er rettidig omhu at slå det åbenlyse fast: At vi her behandler hinanden ordentligt, taler ordentligt og respektfuldt og lægger afgørende vægt på loyalt og tillidsfuldt arbejde. Og ikke mindst gøre det soleklart, hvem du kan gå til, hvis du skulle opleve krænkelser selv eller som kollega. Derfor har det været en prioritet at få retningslinjer for håndtering af krænkende handlinger. Vid, at der er flere, du altid kan gå til: Din chef, din afdelingschef, Camilla, der er chef for Organisationsudvikling og Jura, eller din tillidsrepræsentant.

Fra én yderlighed til en anden:

Studenterhuer og jublende unge mennesker uden for vinduerne, sammen med Jans seneste tiltag om at indstille maskinerne til at brygge iskaffe, vidner om, at sommeren for alvor er kommet. Det betyder for de fleste også ferie – en velfortjent en af slagsen. Jeg håber, I vil udnytte muligheden for at trække stikket og parkere telefonen, mens I drager ud i sommerlandet med dem, I holder af. Husk, at uanset hvor du bevæger dig hen, så er der ingen grund til at være ”på”, medmindre du af en helt særlig grund har aftalt andet med din chef. Prioriter oplevelser og opladning. Vi får masser af spændende sager at kaste os over på den anden side af ferien, når vi sammen tager hul på næste kapitel af Digitaliserings- og Ligestillingsministeriets liv. 

Rigtig god sommer!

Kh.

Sophus