I Digitaliseringsministeriet er vi glade for det fællesskab, vi skaber, når vi mødes til faglige drøftelser ved mødebordet og til uformelle snakke ved kaffemaskinen. Vi synes, det fysiske møde generelt skaber gode betingelser for, at vi kan være kreative sammen og lære af hinanden. Samtidig er vi glade for at kunne tilbyde at arbejde hjemmefra, når opgaverne tillader det. Det giver frihed og fleksibilitet - og for nogle ekstra ro til fordybelse. Det, ved vi, er værdifuldt for mange. Vi ønsker at være en attraktiv og fleksibel arbejdsplads og ved at være åbne over for, at du som medarbejder i departementet kan arbejde hjemme, forsøger vi at forene de fordele, vi ser, ved både fysisk fremmøde og hjemmearbejde.
Det er opgaveløsningen og opgavernes karakter, der er styrende for, hvorfra opgaverne fysisk kan udføres. Nogle opgaver er direkte eller indirekte knyttet til den fysiske arbejdsplads, andre er ikke. Det betyder også, at muligheden for hjemmearbejde ikke nødvendigvis er den samme for alle. Det er altid en individuel vurdering.
Når du og din chef aftaler, at du arbejder hjemme, har vi tillid til, at du løser dine opgaver lige så godt, som hvis du var på kontoret. På den måde er hjemmearbejde lige så velset som fysisk fremmøde.
Vi evaluerer løbende vores tilgang til hjemmearbejde for at finde den bedste balance.
Syv principper for hjemmearbejde
- Udgangspunktet er fysisk fremmøde. Det vurderes individuelt og konkret, om hjemmearbejde er foreneligt med opgaverne. Det er i sidste ende ledelsens vurdering.
- Du aftaler ad hoc hjemmearbejde med nærmeste chef. Der kan altså ikke aftales fast tilbagevendende hjemmearbejde over en længere periode.
- Hjemmearbejde dækker her over at arbejde fra et andet sted end på den fysiske arbejdsplads. Om du arbejder fra din faste bolig, sommerhuset eller noget helt tredje er ikke afgørende.
- Kontorerne kan lokalt aftale faste fremmødedage (fx til kontormøder). Der kan også komme noget op, der gør det nødvendigt for arbejdet, at du møder ind på dage, hvor der ellers er aftalt hjemmearbejde.
- Møder tilrettelægges, når det er muligt og hensigtsmæssigt, sådan, at deltagere kan være med på distancen. Deltager du i et møde hjemmefra, så er det god skik at bruge video. Anfør i indkaldelse/kalender, om der er tale om fysisk eller digitalt møde.
- Arbejder du hjemme, så angiv det i Outlook (”arbejder et andet sted”).
- Har du behov for udstyr til hjemmearbejdspladsen, så forhør dig hos din chef og Service/It.
