Ferie

Helt kort fortalt optjener du hvert år 25 feriedage og efter et års ansættelse op til 5 særlige feriedage. Forstå, hvad du optjener, og bliv skarp på, hvordan du kan bruge ferien, og hvad du skal være opmærksom på, her.

Det er dit ansvar at holde styr på din ferie. Overvej allerede i starten af året, hvordan du gerne vil holde din ferie, og tal med din chef om det. Måske giver det mening at tage en status på ferieplanen igen efter sommerferien. Sørg for at tage højde for både de dage, som du evt. overfører, og de nye dage, som du hver måned får tildelt. Praktisk kan du bruge mTIME som ferieplanlægningssystem. Det kan være en hjælp til at skabe overblik.

Loven bag

Du har ret til ferie efter de gældende regler i ferieloven og i ferieaftalen. Ferieloven regulerer optjening og afholdelse af optjente feriedage, mens Ferieaftalen, som staten har indgået med centralorganisationerne, regulerer de særlige feriedage.

Samtidighedsferie

I Ferieloven gælder princippet om samtidighedsferie, hvor du kan afholde ferien i takt med, at du optjener den:

  • Du optjener løbende ferie i ferieåret fra 1. september til 31. august.
  • Hver måned optjener du 2,08 dage, som du kan afholde den efterfølgende måned efter nærmere aftale med din chef
  • Du har 16 måneder til at afholde din optjente ferie. Ferieafholdelsesperioden løber fra den 1. september til den 31. december året efter.

Se afsnittet ”I løbet af ferieåret”, hvis du har ferie indbetalt på Feriekonto fra en tidligere arbejdsgiver, eller hvis du ønsker at holde ferie, men ikke har optjent et tilstrækkeligt antal dage.

Særlige feriedage

Hvis du har været ansat et helt kalenderår fra 1. januar til 31. december, har du, udover de optjente feriedage, ret til 5 særlige feriedage. For særlige feriedage gælder:

  • Du optjener 0,42 dag pr. måned.
  • Dagene er til rådighed fra den 1. maj og skal afholdes i perioden 1. maj til 30. april.
  • Du kan efter aftale med din chef overføre op til 5 dage til afholdelse i den efterfølgende periode.
  • Du kan efter en konkret vurdering få udbetalt dagene.

Overførsel af særlige feriedage registreres i mTIME i april måned. Det er vigtigt, at du har aftalt overførsel med din chef, inden det tastes i mTIME. Når din chef godkender din opgørelse i mTIME for april måned, er det at betragte som en skriftlig aftale om overførsel af dine særlige feriedage. I særlige tilfælde vil det efter en konkret vurdering være muligt at få udbetalt særlige feriedage, kontakt Organisationsudvikling og Jura (hr@digmin.dk).

Hold styr på din ferie

Du har pligt til selv at holde styr på, hvor meget ferie du afholder i løbet af ferieåret. Det gælder både optjente feriedage og særlige feriedage. Husk derfor løbende og i god tid at aftale med din chef, hvornår du holder ferie.

I løbet af ferieåret

Du får løbende tildelt 2,08 feriedage per måned. Du har ret til at afholde 25 feriedage i løbet af et år. Du har ret til tre sammenhængende ugers ferie i perioden 1. maj til 30. september (hovedferien). Hovedferien og evt. overført ferie bør som hovedregel afholdes i perioden fra primo juli til medio august (svarende til skolernes sommerferie). Hvis du har særlige ønsker om at holde din hovedferie uden for dette tidsrum, skal din chef tage stilling til, om det er foreneligt med dine opgaver.

Feriedagene registreres som ”Samtidighedsferie” i mTIME.

Hvis du er nyansat (under 1 års ansættelse) og har ferie på Feriekonto fra tidligere arbejdsgiver, skal du registrere ferien som ”Ferie uden løn” i mTIME. Ferie uden løn vil blive fratrukket den efterfølgende måneds løn. Hvis du ikke har optjent et tilstrækkeligt antal dage til din ferie har du mulighed for at aftale forskudsferie med din chef.

Forskudsferie

Hvis du ikke har optjent ferie, kan du indgå aftale med din chef om afholdelse af samtidighedsferie på forskud. Det er dog en betingelse for at holde ferie på forskud, at du ikke har særlige feriedage og/eller afspadsering til gode.

Hvis du har aftalt med din chef at afholde forskudsferie, skal du kontakte Organisationsudvikling og Jura, så Organisationsudvikling og Jura kan åbne op for muligheden i mTIME.

Ferien, som holdes på forskud, vil blive fradraget i din ret til ferie, som optjenes i det pågældende optjeningsår. Såfremt du fratræder, inden du har nået at opspare eventuelt afholdt ferie på forskud, vil værdien af de afholdte feriedage blive modregnet i din løn.

Tjenestefrihed uden løn

Hvis du har optjent ferie i løbet af ferieåret i DIGMIN, men ønsker at afholde ferie ud over dine optjente feriedage, særlige feriedage og evt. anden frihed kan du, forudsat du har anvendt al optjent ferie/tildelt frihed, efter aftale med din chef registrere ”Tjenestefrihed uden løn” i mTIME.

Ved tjenestefrihed uden løn i mere end 14 sammenhængende dage, skal Organisationsudvikling og Jura orienteres.

Når ferieafholdelsesperioden slutter

Som udgangspunkt holder du ferie, men hvis du ved udgangen af december måned, hvor ferieafholdelsesperioden udløber, har overskydende ferie, kan du få overført op til fem feriedage til næste ferieafholdelsesperiode. 

Overførsel af feriedage registreres i mTIME i december måned. Det er vigtigt, at du har aftalt overførsel med din chef, inden det tastes i mTIME. Når din chef godkender din opgørelse i mTIME for december måned, er det at betragte som en skriftlig aftale om overførsel af dine feriedage. I særlige tilfælde vil det efter en konkret vurdering være muligt at få udbetalt evt. overskydende feriedage, kontakt Organisationsudvikling og Jura (hr@digmin.dk).

Tal med din chef og læg en plan for, hvordan du vil afholde din ferie i den nye ferieafholdelsesperiode – både de dage, som du evt. overfører, og de nye dage, som du løbende får tildelt hver måned.

Bortfald af optjente feriedage

Hvis du ikke afholder mindst fire ugers ferie (20 optjente feriedage) i ferieafholdelsesperioden fra 1. september til 31. december året efter, vil du miste retten til det antal dage, der udgør forskellen mellem dine afholdte dage og 20 dage.

Eksempel: Hvis du kun har holdt 18 feriedage i ferieafholdelsesperioden (1. august til 31. december året efter), vil du den 31. december miste 2 dage. Afholdelse af særlige feriedage tæller ikke med ved opgørelsen af de 20 dage.

Feriehindring

Hvis du ved ferieafholdelsesperiodens udløb ikke har nået at afholde mindst 20 optjente feriedage, og den manglende ferieafholdelse skyldes særlige forhold hos dig, kan der være tale om en såkaldt feriehindring. Af særlige forhold, der kan føre til en feriehindring, kan bl.a. nævnes egen sygdom, barselsorlov eller orlov til adoption.

Reglerne om feriehindring betyder, at du ved en feriehindring ikke mister feriedagene, men i stedet kan overføre dem til den kommende ferieafholdelsesperiode. Der overføres kun det antal feriedage, der ikke kan afholdes inden for den nuværende ferieafholdelsesperiode.

Om der har foreligget en feriehindring, kan som udgangspunkt først konstateres ved ferieafholdelsesperiodens udløb.

Stort arbejdspres eller uventede opgaver er ikke en feriehindring.

Overførte feriedage

Hvis du har mere end 5 overførte feriedage (feriepukkel), skal du lave en afviklingsplan med din chef. Planen kan godt være flerårig.

Du kan kontakte Organisationsudvikling og Jura (hr@digmin.dk), hvis du har spørgsmål til ferie.