Campus

På Campus kan du udvikle dine kompetencer gennem digitale kurser målrettet dig, når det passer dig.

Campus er statens fælles digitale læringsløsning, der skal gøre kompetenceudvikling i staten mere effektiv, målrettet og strategisk.

De digitale kurser er målrettet dig, der arbejder i staten. De er udviklet på baggrund af typiske kompetencebehov på tværs af ministerområder, organisationer og institutioner. I Campus er der lige nu cirka 140 kurser fordelt på otte hovedkategorier. Brug dem som en del af din kompetenceudvikling.

Alle medarbejdere i departementet har fra første dag adgang til Campus. Kurserne er gratis med mindre andet er angivet. Du kan gennemføre kurserne i arbejdstiden uden godkendelse – under forudsætning af, at det er foreneligt med den daglige opgavevaretagelse. Din chef vil automatisk blive notificeret, når du har tilmeldt dig et kursus.

Obligatoriske kurser i Campus

Enkelte kurser skal du tage. I DIGMIN er der fire obligatoriske digitale kurser i Campus.

Som ny medarbejder opfordres du til at gennemføre de fire digitale kurser inden for de første 3 måneder af din ansættelse.

Inspirationspakker til dig som medarbejder i departementet

For at du nemmere kan navigere i de mange kursustilbud i Campus, har vi her i departementet samlet inspirationspakker, som du kan tage udgangspunkt i, alt afhængig af, om du er ny eller garvet, medarbejder eller chef.  I boksen til højre finder du inspirationspakkerne med direkte links til kurserne Campus.

Betalingskurser

Enkelte kurser kræver betaling. Har du udset dig et betalingskursus, der er relevant, så tag fat i din chef, inden du tilmelder dig kurset. Betalingskurser kræver din chefs godkendelse.

Det er Økonomistyrelsen, der udvikler og drifter Campus.