Interne rokeringer

I Digitaliseringsministeriet har vi en ambition om at kunne tale åbent om at søge nye udfordringer ved at rokere. Vi tror på, at en åben tilgang til kompetenceudvikling, også i form af rokeringer, er vejen til, at den enkelte kan udnytte sit potentiale bedst muligt og få de bedste betingelser for at udvikle sig i ministeriet.

Dét samtidig med, at vi som ministerium fortsat kan have motiverede, ambitiøse og dygtige medarbejdere. Ved at flere kender ministeriet fra flere sider, styrker vi ikke kun samarbejdet på tværs, men vi skaber forhåbentlig også endnu bedre resultater.

Derfor gør vi det så nemt som muligt at byde ind på ledige stillinger her i departementet eller i vores institutioner.

Konkret bliver flest mulige ledige stillinger i departementet lagt på intranettet, før de slås op eksternt, så du som medarbejder kan udtrykke ønske om rokering til en konkret stilling. Samtidig opfordres du til at tage eventuelle ønsker om rokering op som et emne til en medarbejderudviklingssamtale. Som tidsbegrænset ansat kan du søge en stilling, der er annonceret internt.  Dette gælder også, hvis du er student, der er ved at afslutte din kandidatuddannelse.

Der er i udgangspunktet to muligheder for mobilitet for medarbejdere i departementet: Intern rokering og midlertidigt udlån.

Intern rokering i departementet – sådan!

Ledig stilling

En varig ledig stilling annonceres som hovedregel på intranettet, før den evt. slås op eksternt. Der kan dog være tilfælde, hvor hovedreglen fraviges, se nedenfor.

Ønske om at rokere

Ledige stillinger annonceres på intranettet for at afdække, om der er medarbejdere, der kunne være interesseret i at rokere til de ledige stillinger. Det er som udgangspunkt den kontorchef, der søger en medarbejder, der skriver udkast til annoncen og sender den til Organisationsudvikling og Jura.  

Organisationsudvikling og Jura sikrer, at annoncen følger linjen og kommer på intranettet efter aftale med kontoret. Annoncen har mindst fem hverdages svarfrist.

Kontakt

Det kræver ikke en lang ansøgning at byde ind på en ledig stilling, men alene at du som medarbejder giver din interesse til kende. Typisk ved bare at tage direkte fat i den kontorchef, der søger en medarbejder. Som udgangspunkt er der åbenhed om rokeringshenvendelserne, medmindre du tilkendegiver et ønske om fortrolighed i processen. HR orienteres dog altid, inden der indgås endelig aftale om rokering.

Match?

Når de fem hverdage er gået, tager kontorchefen stilling til, om der er en interesseret og kvalificeret intern kandidat, der matcher stillingen.

Er der et match, aftaler den afgivende og modtagende chef, hvornår medarbejderen kan rokere, så det passer med opgaver, der eventuelt er i gang. Den modtagende chef giver efterfølgende besked til HR-postkassen (hr@digmin.dk) om, hvornår medarbejderen rokerer. Det er også kontorchefen, der skal sørge for at give besked til øvrige interne interesserede om, at stillingen er besat.

Kontrakt

Da der er tale om en rokering og ikke en ansættelse, foregår rokeringen ved en simpel proces. Ligesom du som medarbejder ikke skal skrive nogen ansøgning, bliver der som udgangspunkt heller ikke udarbejdet ny kontrakt eller forhandlet løn. Som rokerende medarbejder vil du forblive ansat på de vilkår, som du allerede har – men få nye arbejdsområder og udfordringer. Organisationsudvikling og Jura udarbejder et rokeringsbrev til dig, der lægges på din personalesag og registrerer rokeringen i relevante systemer.

Rokeringer handler på den måde heller ikke om forfremmelse. I særlige tilfælde kan der imidlertid følge en forfremmelse med en rokering. I så fald kræver det, at forfremmelsen drøftes i afdelingschefkredsen på linje med øvrige forfremmelser, inden der endeligt aftales rokering.  

Intet match

Hvis den interne annonce ikke resulterer i et match, slås stillingen op eksternt. Kontorchefen giver besked til de interne kandidater, der har været interesseret i stillingen, om, at stillingen slås op eksternt, inden det sker.

Undtagelserne til intern proces

Der kan være gode grunde til, at der ikke iværksættes en intern rokeringsproces.

Eksempelvis hvis en stilling bliver ledig, hvor der for nylig har været en tilsvarende ledig stilling, som der ikke har været tilkendegivelser om at rokere til.

Det kan også være en specialiststilling, hvor kontorchefen vurderer, at der ikke er en egnet intern kandidat.

Der er heller ikke rokeringsmuligheder til chefstillinger. En rekruttering kan også haste i en sådan grad, at der ikke er tid til den interne proces.

Midlertidige udlån

Midlertidige udlån til et andet kontor eller til et tværgående projekt internt i departementet er også en mulighed, ligesom der kan være mulighed for, at du kan blive udlånt til en af vores institutioner. 

Indimellem sker der noget, der gør, at der også er brug for, at medarbejdere bliver lånt ud eksternt ligesom internt jobbytte i nogle tilfælde også kan være en mulighed.

Er du interesseret i én af de muligheder, så drøft det med din chef, fx til en medarbejderudviklingssamtale eller tag fat i Organisationsudvikling og Jura.